Weinberg, der er en højt estimeret amerikansk fysiker, skriver om den teoretiske fysiks bestræbelser på at nå frem til beskrivelsen af én fundamental naturkraft, som man synes at kunne ane bagde fire væsensforskellige naturkræfter, man i dag opererer med. Selv fik han Nobelprisen i 1979 for sit bidrag til en forenet teori for de elektromagnetiske og de svage vekselvirkninger. Blandt denyere forsøg på at finde en grandforenet teori er superstrengteorierne, men yderligere fremskridt mener Weinberg, må afvente politiske bevillinger til de gigantiske underjordiske rørsystemer, derskal accellerere partiklerne op til energier, der nærmer sig forholdene ved Big Bang. Weinberg beskriver både kvantemekanikkens udvikling og diskuterer de filosofiske aspekter af at lede efter ogmåske finde en definitiv naturlov, i et sprog, der er renset for matematiske begreber og speciel fagterminologi. Bogen kan af den grund ikke kaldes lettilgængelig, men alligevel tror jeg den vil fået stort publikumblandt læsere af f.eks. Timothy Ferris: Mælkevejens krønike (1990), Stephen Hawking: Kosmiske tanker (1994) og Jon Gribbin: Moderne kosmologi (1991).