"Der er altid en anden måde at gøre tingene på. Hvis du søger finder du en vej", siger Sebastians oldefar, da han møder ham på den store rejse til den mystiske ø. Fra 4 år.
Mitcho og Sebastian bor i Solby i et hus, de har arvet efter Sebastians oldefar, der forsvandt på havet for mange år siden. De to venner er nært knyttet til byens borgmester J.B. Men en sen aften forsvinder han sporløst. En storstilet eftersøgning sættes i gang men uden resultat og Solbys viceborgmester Kvist overtager byen. Det eneste Kvist drømmer om er at bygge et meget højt rådhus og langsomt bliver Solby til en skyggeby. Alt håb om at finde J.B. er forsvundet, indtil en dag hvor Mitcho fanger en flaskepost med et brev og et magisk frø. Brevet fortæller at J.B. er fanget på en mystisk ø omgivet af grusomme pirater, en farlig sødrage og et natsort hav. Nu må vennerne finde deres elskede borgmester, men Sebastian kan ikke svømme og Mitcho hader vand og de har faktisk heller ikke noget skib. Men om natten vokser en kæmpestor pære op i baghaven og ved et uheld ender den i vandet, hvor den bringer de to venner og atomprofessoren Glykose på vilde eventyr.
Sød og fantasifuld animationsfilm i en stop motion-agtig stil med en blanding af dyr og mennesker. Strids vanligt, sære og skøre univers, de velvalgte stemmer og charmerende animationer skaber en lille dansk børnefilmsperle i mængden af amerikanske tegnefilmstilbud.
Grøffeldyret handler også om at se sin frygt i øjnene.