Bøger / skønlitteratur til børn

Den vide verden


Beskrivelse


Billedbog. Rotte har udlængsel. Frø vil gerne med ham ud i den vide verden. Som Rotte frygtede, synes Frø, der er alt for langt til den vide verden og den er vist også farlig! Frø savner sine venner og sin seng.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. aug. 1998

af

af

Jens Verner Nielsen (skole)

d. 4. aug. 1998

Den lille billedbog er den ottende i rækken om den så genkendeligt menneskelige Frø, der her sammen med vennen Rotte oplever, hvordan evnerne ikke altid svarer til lysten. Som i de foregående fremlægges store og alvorlige følelser og oplevelser så enkelt og klogt at børn fra noget inden skolealderen og op i de yngste klasser kan opleve historien som vedkommende og egnet for uddybende samtale efter oplæsning. Fra omkr. 3. klasse kan selvlæsere også opleve den gode historie støttet af billederne. Teksten er sat med en håndfuld lange linier nederst på hver side. Den er enkelt og ligefremt fortalt med mange tvangfrie, korte replikker. Som i de foregående er illustrationerne enkle og venlige malerier med figurer i bløde former og med næsten ensfarvede flader. Her er ikke mange detaljer, men tilstrækkeligt til både at opridse situation og stemning. Historien handler om grænserne for Frøs formåen, men den er så raffineret drejet, at det snarere er læseren, der selv får øje på, hvordan Frø burde have oplevet grænserne for sin formåen. Rotte vil ud i den vide verden og Frø vil absolut med. Frø trygler og får lov, men inden længe bliver han træt, sur, bange, sulten, syg af hjemve - og må bæres hjem igen.


Bibliotekernes vurdering

d. 4. aug. 1998

af

af

Else Lerche

d. 4. aug. 1998

Max Velthuijs har igen skrevet og tegnet et sandt mesterværk. Få kan som han så enkelt og alligevel så troværdigt afdække menneskers reaktioner i forskellige eksistentielle situationer. Både børn, fra 4 år, og voksne kan genkende følelserne. Det er nok en af grundene til, at hans billedbøger er så efterspurgte. En anden er naturligvis, at universet med Frø, Rotte og de andre dyr er så uimodståeligt. Den enkle, dialogfyldte tekst danner en flot helhed med illustrationerne. De er malet i den velkendte naive streg, hvor tingene ses i dyrenes højde. De fleste billeder er indrammet, kompositionen i dem er enkel og klar. De er tegnet i kraftige farver. Farvevalget og ansigtsudtrykkene følger stemningerne i teksten: fx Frøs glade forventning, der ændres til hjemveens desperation. Rotte har udlængsel, og Frø vil med ham for at opleve den vide verden. Rotte vil helst af sted alene, men giver efter. De første par timer går det fint, men som Rotte frygtede, mister Frø både lyst og mod til den vide verden. Rotte vil ikke vende om. Men da Frøs hjemve efter et par dage gør ham syg, vender de næsen hjem. Vel hjemme i trygge omgivelser fortæller Frø begejstret Gris, Hare og And om deres oplevelsesrige tur.


Berlingske tidende

d. 1. feb. 1999

af

af

Eva Glistrup

d. 1. feb. 1999



Informationer og udgaver