Forfatteren har udgivet 3 bøger for mindre børn, eventyrromanen Kongen af Sydspanien og så den smukke historie for voksne Prioritaire. Denne nye roman handler om en kvindelig amerikansk journalist, Samia, der tager til Damaskus på et længere ophold. I små afsnit følger læseren hovedpersonen, hendes mor, den forladte samlever i New York og de to mænd hun møder i Damaskus, forretningsmanden og sufimusikeren. Det er en historie fuld af sansninger, af farver, lyde og billeder. Stofligheden i fortællingen lader læseren gå med Samia på marked og næsten smage og dufte indtrykkene med hende, og vi hører muezzinens bøn 5 gange dagligt. Men det er ikke lutter tilbagelænet oplevelse, Samia er midt i et samfund, hvor der er meddelere og iagttagere overalt, og intriger betyder mere, end hun først antog. Hun bliver klogere på sig selv og sin fortid i Syrien og oplever også en både smuk og skræmmende kærlighed. Iselin Hermann's sprog er rent og ubesværet, selvom historiens plot ikke bevæger sig ad en lige linje, men nærmere snørkler sig afsted som et orientalsk ornament, er læsningen en æstetisk fornøjelse. Til de, der sætter pris på en kærlighedshistorie med en pointe og en miljøskildring, der giver en selvforglemmende læseoplevelse.