Det er maj måned, og i landskabet sydvest for Paris er en mand taget på hævntogt mod den journalist, som i en artikel har sværtet den afdøde mor til. En eksperimenterende roman til læsere, der vil udfordres.
"Den der har forulempet min mor, og ovenikøbet med ord som fraskrev hende al ære, skal ryddes ud af denne verden." Fortælleren vil have hævn over den kvindelige journalist, der i en artikel har beskyldt fortællerens mor for at støtte Tysklands annektering af Østrig. Undervejs hænger han ud med gadens løse fugle og barens gæster, mens han bevæger sig hen imod sin egen rolle som morder. Dette er Handkes første udgivelse, efter han i 2019 modtog Nobelprisen i litteratur.
Med mange både bibelske og litterære referencer får Handke, på sin egen usædvanlige facon, skildret et hævntogt, som leder hen til den erkendelse, at pennen - og dermed "ordet" - er stærkere end sværdet. Den drømme- eller mareridtsagtige tilstand, hvor syner og fornemmelser laver rav i virkeligheden og udfordrer både fortælleren og læseren, minder om Kafkas forfatterskab. Svært tilgængelig og ret syret, men dybt fascinerende, hvis man som læser åbner sig for strømmen af fortællerens indre og ydre tildragelser på vejen mod hævnen.
Handke er som forfatter helt sin egen, og i eksempelvis den fremragende Målmandens angst ved straffespark genfinder man det kafkaske perspektiv og den syrede virkelighedsfremstilling.