I 1995 skrev H.V. om københavnerpigen Ninis glade oplevelser som feriebarn på Højgård i 1946 i Lykken er ... 6 uger på landet . De glade oplevelser fortsætter i påskeferien året efter i begyndelsen af denne nye bog. Men så bliver der vendt op og ned på alting. Da Nini vender hjem til familien, bliver hendes lillesøster, Helle alvorligt syg. En ondartet svulst sætter i løbet af kort tid punktum for Helles unge liv. Nini, som var meget nært knyttet til Helle, går helt i stå af sorg, hendes mor får et nervesammenbrud. Nini føler sig svigtet af alle og mister lysten til at foretage sig noget, selv Højgård er ikke tillokkende. Ninis farmor får hende overtalt til at rejse til Højgård, og så begynder knuden at løsne op. Her møder hun mennesker, som kender til sorg og som kan og vil tale med Nini. H.V. går meget tæt på Nini og hendes inderste følelser, både under Helles sygdom, død, begravelse og især den sorgkrise, hun befinder sig i efterfølgende. Nogle af de replikker bogen anvender kan virke som lommepsykologiske klicheer, men ofte er det jo netop ikke de dyre udtryk, der åbner for sorgbearbejdning, især hos børn, så bogen fremstår i sin handling meget ægte. Den kan anvendes som frilæsning fra ca. 5.kl. og kræver ikke nødvendigvis kendskab til 1. del. Den kan også anvendes som suppl. læsning ved emnearbejde om børn, sygdom, død, sorg, på mellemtrinnet og i overbygningen.