Bøger / skønlitteratur / digte

Det er ikke let


Beskrivelse


Sjov og tankevækkende samling af satiriske prosadigte om kendte og historiske personer og aktuelle begivenheder.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 30. okt. 2015

af

af

Kent Skov

d. 30. okt. 2015

Sjov og tankevækkende samling af satiriske prosadigte om kendte og historiske personer og aktuelle begivenheder. For interesserede i ny dansk litteratur.

Lars Hougaard Clausen er cand.teol., poetry slammer og debuterer som forfatter med en samling fabulerende prosadigte. De fleste tekster indledes med titelsentensen: "Det er ikke let..". På det hæfter LHC en række forskellige aktuelle begivenheder og personer - med afstikkere til kendte digter koryfæer som Rifbjerg, Inger Christensen og Sophus Claussen - med et særligt twist: "Det er ikke let at være Sophus Claussen/og have to esser i sit navn,/når det ene er hjerter, og det andet er spar./Det er ikke let/(...)Sneflokke komme vrimlene til mig./Jeg er havren./Det ville være let at være Jeppe Aakjær.//" Stilen er umiddelbart munter, men også med skarpe, tidsaktuelle træffere: "Det ville være let at være Anita Bay Bundegaard/Det ville være let at tage imod alle,/der gerne ville ind i landet./(...)Det ville være let at sende rumænerne hjem/og gøre plads til sin dårlige samvittighed./Det ville være let at være Pia Olsen Dyhr//".

Under den umiddelbart lette og ordlegende satiriske overflade gemmer LHC på både vid, bid og skarphed. Prosadigtene er godt skruet sammen og samtidigt underholdende læsning.

Udover Dan Turell er Jørgen Leth, Viggo Madsen og Per Højholdt inspirationskilder med deres performative digte og spoken word-forløb.