Jeg er blevet så banal som et litermål
Claus Ejner
Om hverdagen, livet og mørket, der fra tid til anden overskygger lyset.
Beskrivelse
Minder om
Anmeldelser (1)
Bibliotekernes vurdering
d. 10. aug. 2020
af
af
Michelé Askja K Hvarregaard
d. 10. aug. 2020
Digtsamlingen skildrer på fineste vis lige netop den dér alder, hvor lyset er slukket for enden af tunnellen og pessimismen regerer. Men alt håb er ikke ude for hverken bogens Jeg eller læseren. For alle der kan lide digte og poesi.
Handlingen kredser overordnet omkring livets tomgang og det mørke vi kan blive mødt af. Samlingen er opdelt i to hovedafsnit, "Normalitet" og "Vrøvlets polemik". "Normalitet" har fokus på parforhold, motion, forbrug og dødsangst, mens "Vrøvlets polemik" filosoferer over abstrakte begreber som fx fornuft og rationalitet. Claus Ejner, som hovedsageligt har sit virke som billedkunstner, har med "Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen" skrevet sin femte digtsamling, som har været godt fire år undervejs.
Udmærket digtsamling, der beskriver, hvordan vi er rigtig mange, der går rundt og har det - sådan helt ubevidst. Man kan kalde den en slags poetisk selvhjælpsbog, som eksplicit får læseren til at vågne op af livets tomgang - og måske endda grine i vågen tilstand. Claus Ejner skriver nemlig så lunt og muntert, at selv det mørkeste mørke bliver lyst.
En anden billedkunstner, for hvem poesi og billede unægtelig hører sammen, er Claus Carstensen. Især kan TerrF.T. og F.T minde om den stemning, vi finder i "Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen"En anden billedkunstner, for hvem poesi og billede unægtelig hører sammen, er Claus Carstensen. Især kan Terr og F.T minde om den stemning, vi finder i "Det-er-kun-i-søvne-man-griner-alderen".
