Det forsømte postbud<K> er en samling digte i F.P. Jac's sædvanlige stil med finurlige ordspil og omvendte sætninger, der udfordrer læseren. De ustyrlige sætnings konstruktioner er dog kommet under klædelig kontrol, og digtene fremstår stringente og læservenlige for et større publikum. Digtene er grupperet efter de fire årstider med smukke eller opfindsomme titler som Januarstrygere, Apriloperetter, Julirockende og Oktober celloer. Herunder serveres så det ene opløftende og herlige digt efter det andet om numse-Kaj, Charlotte med dildoen, om Tage, Thyra, Thorvald og om den unge mand, der for Åse, øser af sit universitetsstof med erotisk omtanke. Digtene indeholder primært erindringsbilleder og almen menneskelige temaer og ikke mindst kærlige portrætter af jævne mennesker i provinsen iblandet F.P. Jac's fornemmelse for at vende det hele lidt på hovedet. Læst med denne vinkel er digtene en naturlig videreførsel af erindringsromanen Fortælleren blev senere sig selv og den mere folkelige stil, som er kendetegnende for de seneste digtsamlinger.