Historier fra psykoanalytiker Stephen Grosz' praksis, som henvender sig til interesserede i almene psykologiske emner.
Bogen er blevet til på baggrund af 50.000 timers samtaler i psykoanalytiker Steffen Grosz' praksis. Den er nomineret til alverdens bogpriser bl.a. i flere store amerikanske og engelske aviser. Her er tale om almene psykologiske emner fra hverdagslivet, om forandringer og sorg, om at miste og elske og først og fremmest om at tale, lytte og forstå. De 31 historier eller cases er skrevet i et sprog uden faglige termer og kan i sin struktur og fortælleform minde om novellen.
Absolut fremragende fortalte historier fra Grosz' praksis, hvis pointer kan genkendes af de fleste mennesker.
Der findes ikke noget nyere litteratur, som minder om Grosz' bog, men derimod skal man tilbage til de klassiske Freud-bøger for at finde lignende psykoanalytiske cases, som er fortalt på samme måde.