Efter et voldsomt overgreb, har Josefine gemt sig hos sin mormor i skoven. Her møder hun skovmanden Alex. Kan Alex mon vinde Josefines tillid? Dette er 1. del af trilogien "Kærlighedens bånd", som er for læsere af kærlighedsromaner.
Josefine har altid levet det gode storbyliv, men da hendes forlovede forgriber sig på hende, knækker det hende psykisk. Josefine søger tilflugt hos sin mormor i skoven, og her nærmer de 2 kvinder sig hinanden. I skoven møder Josefine også skovmanden Alex, og de to tiltrækkes af hinanden. Men kan Josefine mon lære at stole på en mand igen? Bogens synsvinkler skifter mellem Josefine, mormoderen og Alex. Forfatter Hanne Rump har tidligere udgivet bl.a. fantasyserien "Sif og ulvefolket".
Dette er en fortælling om overgreb, svigt og om at turde stole på en mand igen, efter et overgreb. Der trækkes udmærkede tråde fra mormoderens liv med en dominerende mand, til Josefines tilsvarende, på trods af deres meget forskellige liv i skoven og i storbyen. Bogen rummer også en del velbeskrevne sexscener, men desværre bliver hovedpersonerne aldrig rigtigt vedkommende, og både handling og sprog er fyldt med klicheer.
Bogen kan sammenlignes med andre kærlighedsromaner i den lettere ende af skalaen. Her kan fx nævnes Pernille Vørs serie "Dominic serien", hvor første del har titlen Spillet om sirenen. Del 1.