Henvender sig til den voksne motorsportsinteresserede og herunder særligt til interesserede i dansk bilsport.
Peter Nygaard er uddannet cand.jur., men har arbejdet som freelance journalist og tv-kommentator indenfor motorsport. Han skriver for både danske og udenlandske magasiner og er forfatter til flere bøger om motorsport, bl.a. Le Mans : de danske triumfer, 2006. Nærværende bog er en ligeså æstetisk nydelse at kigge i som førnævnte bog. Et helt igennem smukt og gennemført layout og med en høj billedmæssig kvalitet man skal lede længe efter. Peter Nygaard "hylder" med bogen en periode, som han kalder for dansk motorsports guldalder. Indenfor de sidste 15 år har man i bilsportens hurtigste klasser frembragt to formel-1 kørere, omend kortvarigt, og tre Le Mans vindere. Nygaard fremhæver og rangererer i Det hurtige dusin Danmarks 12 bedste racerkørere indenfor de hurtigste bilklasser. Nummer 1 er næsten selvsagt Tom Kristensen med syv Le mans-sejre. Desuden er der fyldige kapitler om bl.a. John Nielsen, Jason Watt, Kris Nissen, Kurt Thim, Tom Belsø og Jac Nelleman. De enkelte kapitler indeholder en fin blanding af fotos, tekst, faktabokse og blå bog.
Der findes ikke en tilsvarende samlet litteratur om dansk bilsport, som blander det bedste og på dette høje niveau for en bogudgivelse.
Sammenlagt en velskrevet "blockbuster" udgivelse indenfor dansk motorsport. Virkelig en bog som skal rundt på selv de mindre biblioteker.