For de interesserede i nyere dansk politisk (parti)historie og de personer, der har tegnet Det Konservative Folkeparti i de sidste 30 år.
Bogen beskriver Det Konservative Folkepartis nedtur gennem de seneste 30 år siden storhedstiden med Schlüter. Partiet har både i perioden før og siden haft tradition for magtkampe og personopgør. I nyeste tid har partiet haft en kraftig faldende vælgertilslutning. De to forfattere beskriver udviklingen og undersøger andre grunde til, at de konservative ikke spiller en ledende rolle i dagens landspolitik. De antager, at årsagen bl.a. ligger i Schlüters succesperiode, hvor man forsømte at udvikle partiets politik og talentpleje. Derefter gennemgås konkrete begivenheder omkring centrale konservative topfigurer, Pia Christmas Møller, Per Stig Møller, Bendt Bendtsen (som i stigende grad får en credit, han ikke fik i sin formandsperiode), Lene Espersen, Lars Barfoed og det aktuelle formandsskifte til Søren Pape Poulsen. Bogen tager også afstikkere til de politiske søsterpartier i vore nabolande og drager paralleller til udviklingen der. Der afsluttes med nogle bud på fremtidige konservative håb.
Der findes en række bøger om personer og begivenheder omkring Det Konservative Folkeparti, fx Norsk: Det konservative svigt, Faurholdt: Det konservative blodbad og Tamm: Det høje C.
De to forfattere er erfarne skribenter og kendere af dansk politik og leverer i bogen her en nøgtern beskrivelse af partiets udvikling, personer og nyere historie.