Bogen vil blive læst med interesse og en vis bæven hos såvel den konservative folketingsgruppe som medlemmer af Det konservative Folkeparti.
Timingen for udgivelsen kunne ikke have været bedre end nu, hvor Det konservative Folkeparti efter valget er noget nær elimineret og på en dag, hvor Ditlev Tamm udtaler, at det bedste for de konservative vil være at lukke partiet ned og starte forfra. Forfatteren, Peter Norsk, har været medlem af partiet i 35 år og har fornylig meldt sig ud. Han vil af nogen måske huskes som ham, der planlagde at udfordre Lene Espersen på formandsposten, men trak sig i sidste øjeblik. Det er, som PN selv skriver, et partsindlæg og et anklageskrift mod partiet, som har svigtet de sande konservative værdier for at blive trukket rundt i manegen af Dansk Folkeparti. Men udover partiet og megen intern personfnidder og -sladder, så handler bogen også meget om PN selv. De gange, han har været i diverse medier er beskrevet overordentligt detaljeret, lige fra sminkøsens kommentarer til telefonopringninger i kølvandet osv. Det er en bog, som formodentlig er ventet med en vis bæven af partiet, men nok også et partsindlæg, der vil blive glemt hurtigt igen.
Det konservative Folkepartis historie er grundigt fortalt i Ditlev Tamms: Det høje C, 1999, ligesom Hans Engels: Farvel til Slotsholmen, 2008 også bringer meget stof om partiets nyere historie.
Et partsindlæg fra en engageret kritiker og tidligere medlem af Det konservative Folkeparti.