Bøger / skønlitteratur til børn / billedbøger

Det lille stærke træ


Beskrivelse


Billedbog om det lille egetræ som vokser frem fra det agern, et egern har slæbt ud på marken og begravet. Vi følger egetræets og naturens kredsløb gennem årstidernes gang.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. aug. 2001

af

af

Susanna Christensen

d. 8. aug. 2001

Billederne i denne billedbog for børn fra 3-4 år er lavet naturalistiske, grænsende til det næsten fotografisk korrekte. Især dyr, blade og blomster i nærbilleder er minutiøst gengivet. Dette er både bogens styrke og samtidig svaghed, fordi billederne på en gang er utrolig flotte og på samme tid næsten er FOR perfekte. Illustrator Neil Reed har brugt en akvarelteknik der giver flotte skyggeeffekter og mange nuancer. Reed har før lavet billedbogen Stormsælen, 1998. Historien følger naturen og et egetræs cyklus år efter år. Vi ser hvordan et lille agern kastes, spirer, gror og vokser op under årstiders gang. Vi er med når det gamle egetræ blæses omkuld i en storm og dør, og følger hvordan det lille nye træ overlever og overtager rollen. I bogen er menneskene kun statister. Det er naturens eget kredsløb og symbiose med dyrene der er i fokus i historien. Sproget i bogen er både poetisk og beskrivende. Forfatteren Helen Peacock kendes ikke for andet på dansk. Natur og træer er to meget populære emner på børnebiblioteket, så bogen vil blive brugt flittigt af institutioner og forældre der ønsker at understrege sammenhængen i naturens kredsløb for børnene. Bogen kan supplere eller afløse ældre bøger som f.eks. Liv i skoven : et kredsløb fra 1976.


Bibliotekernes vurdering

d. 8. aug. 2001

af

af

Lars Damm Jensen (skole)

d. 8. aug. 2001

Med udgangspunkt i et egetræ fortælles en historie om livets gang, forgængelighed og fornyelse. Et efterår gemmer et egern et agern fra et gammelt egetræ til forråd, men finder det ikke om vinteren. Agernet spirer, og trods farer vokser det til og giver selv agern til nye egetræer, mens det gamle egetræ må lade livet i en storm. Tekst og billeder følger hinanden fint, og ud over historien er der masser at gå på opdagelse i i de flotte og detaljerede akvareller. Her myldrer det med dyre- og planteliv. Satsen er åben og giver sammen med akvarellerne bogen et lyst og let layout. Bogen egner sig fint til højtlæsning for børn i førskolealderen samt elever i indskolingen, hvor den udover oplevelse kan give oplæg til en snak om de detaljerede billeder samt årstidernes gang og livets skiftende faser.