Forfatteren er overlæge med speciale i virus og genterapi og anvender sin viden i romanen her til i skønlitterær form at beskrive de trusler, både naturligt muterede virus og gensplejsede ditto kan udgøre mod menneskehedens fremtid. Denne er ret ildevarslende ifølge bogen, hvis handling er som en kombination af Preston: Farezone 4,1995 (bogens første afsnit om et udbrud af Ebola-virus) og Stephen King: Opgøret,1994 (bogens andet afsnit om en gensplejset, dødbringende influenzavirus, der slippes løs mod menneskeheden). Dog reddes menneskeheden på stregen af en vaccine - og dog - vaccinen vækker en ældgammel virus til live i kroppen på et nyfødt barn. Indholdsmæssigt er bogen pokkers uhyggelig, også i sine perspektiver, men forfatteren render ind i det evige problem, det er at skrive en fagbog i skønlitterær form. Beskrivelsen af personerne og disses dialoger virker ikke rigtig levende og ind imellem usandsynlige (hovedpersonens reaktion på sin families død). Bogen er let at læse og meget relevant p.g.a. dens faglige indhold, som kan være med til at starte en debat om den måske allerstørste miljøtrussel vi har.