Det sidste rum

Som Morti Vizkis tidligere romaner, Peters revolution (1987) og Begge ben (1990), er også Det sidste rum en psykologisk udviklingshistorie, der handler om et ungt menneskes (lægmands) jagt påen identitet og længslen efter at blive forenet med sin fraspaltede kvindelighed. Hovedpersonen Laban har ellers succes i den kulturelle 'offentlighed' med egen restaurant og ugentligt madprogram iTV. I det personlige kan han bare ikke fjerne den eksistentielle uro og angst for, og hvad der gemmer sig i det sidste og inderste 'rum', hvilket mere og mere kommer til at dominere hans liv oguforløste forhold til partneren Josefine. MV vil fortælle historien om det han selv kalder »det tyvende århundredes straf: den mistede sjæl«, og han gør det i form af en række øjebliksbilleder,hvor han i det ene øjeblik befinder sig på personernes eget bevidsthedsniveau i bevidsthedens inderste kroge, og i det næste øjeblik forvandler sig til den alvidende forfatter. Dette giver romanendens kalejdoskopiske,flimrende stil, men også dens fascinationskraft. I forsøget på at praktisere følelsernes 'flammeskrift' spændes sproget til det yderste på en ntåde, som både irriterer ogimponerer, men i sin insisterende og meget personlige gennemskrivning af identitetstemaet hævder romanen sig smukt.

Læs hele vurderingen

Som Morti Vizkis tidligere romaner, Peters revolution (1987) og Begge ben (1990), er også Det sidste rum en psykologisk udviklingshistorie, der handler om et ungt menneskes (læs: mands) jagtpå en identitet og længslen efter at blive forenet med sin fraspaltede kvindelighed. Hovedpersonen Laban har ellers succes i den kulturelle 'offentlighed' med egen restaurant og ugentligtmadprogram i TV. I det personlige kan han bare ikke fjerne den eksistentielle uro og angst for, og hvad der gemmer sig i det sidste og inderste 'rum', hvilket mere og mere kommer til at dominerehans liv og uforløste forhold til partneren Josefine. MV vil fortælle historien om det han selv kalder »det tyvende århundredes straf: den mistede sjæl«, og han gør det i form af en rækkeøjebliksbilleder, hvor han i det ene øjeblik befinder sig på personernes eget bevidsthedsniveau i bevidsthedens inderste kroge, og i det næste øjeblik forvandler sig til den alvidende forfatter.Dette giver romanen dens kalejdoskopiske,flimrende stil, men også dens fascinationskraft. I forsøget på at praktisere følelsernes 'flammeskrift' spændes sproget til det yderste på en måde, sombåde irriterer og imponerer, men i sin insisterende og meget personlige gennemskrivning af identitetstemaet hævder romanen sig smukt.

Læs hele vurderingen