Denne bog henvender sig til læsere af spænding, action og magi. Bogen er fjerde bind i serien Magiens stjerne. Den kulørte, dramatiske forside lader heller ingen i tvivl om indhold og målgruppe.
Børnene Cam og Jules ankommer til Venedig i deres søgen efter den fjerde del af Magiens stjerne. De sejler ind under en af de mange broer i en gondol og opdager her den manglende stjernedel. Men de forstyrres af deres forfølgere fra Sorte Hånds broderskab, der selv finder stjernedelen. Børnene bliver taget til fange, men det lykkes dem at undslippe sammen med deres mor, som også var taget til fange af broderskabet. Med sig har de fire takker af Magiens stjerne. Nu mangler de kun den sidste tak, som befinder sig i rakkerbyen Chiva. Den spændende fortsættelse følger i seriens næste og sidste bind. Handlingen i denne letlæste bog afvikles i et hæsblæsende tempo. Der er aldrig et kedeligt øjeblik, og den ene dramatiske begivenhed afløser den anden. Illustrationerne supplerer på udmærket vis teksten og veksler mellem flotte totale panoramaer og ekstreme close-up billeder af udtryksfulde ansigter.
Denne bogs læsere vil også synes om fantasy-serien Taynikma af Jan Kjær og Merlin Mann. Til samme aldersgruppe kan også anbefales Deltora-serierne af Emily Rodda, der også omfatter en søgen efter magiske genstande, der skal stykkes sammen.
En hæsblæsende og spændende actionserie, hvor sammenblanding af tegneseriesekvenser og tekst er lykkedes meget tilfredsstillende.