Hovedpersonen i denne billedbog er det sorte spøgelse, Samsom, der spøger om dagen, og som ikke kan ses om natten. En aften, da han føler sig ensom, går han ned til vandet i skumringen. Pludselig kommer et hvidt spøgelse svævende og sætter sig ved siden af ham. De udveksler erfaringer med deres respektive spøgeri og beslutter sig for at tage ud at sejle. Samson bruger sig selv som sejl, og Bøh, som det hvide spøgelse hedder, sætter sig ved rorpinden. Efter en dejlig sejltur i den lune sommeraften skilles de ved midnatstid og aftaler at mødes næste aften i skumringen. Det er en stemningsfyldt og enkel fortælling, hvor idéen kan være, at fællesskab sagtens kan etableres på trods af forskellighed. Teksten kan selvlæses, fra 4.-5. kl., hvor billedbogen næppe vil have interesse. De udtryksfulde, akvarelagtige illustrationer er holdt i afdæmpede pastelfarver på store, rolige billedflader, der afspejler de skiftende stemninger på en glimrende måde. Billedbogen kan anvendes til oplæsning og samtale i folkeskolens yngste klasser. Forsiden anslår indholdet udmærket.