Fotostribe og tekst på denne nye bogs for- og bagside indicerer og pointerer på samme tid, at sproget er en væsentlig del af vores identitet. Bogen tager udgangspunkt og afsæt i den kommunikative tilgang, i sproget som kommunikationsmiddel og er fortrinsvis beregnet til undervisning i det almene gymnasium og HF. Den er bygget op omkring 6 store, relevante stofområder: Kommunikation, Mundtligt og skriftligt, Betydning, Tekstens helhed og sammenhæng, Argumentation, Sproglige variationer og indfrir således kravene i de nye læreplaner. Det er en meget saglig og grundig fremstilling, der belyser emnerne gennem mange forskellige eksempler. Desuden findes en tekst- og opgavesamling til bogen. Der er gjort en del ud af layout og opbygning. Eksempler samt illustrationer og underoverskrifter i margin er skrevet med rødt, hvilket gør bogen let at overskue og hurtig at orientere sig i. Desuden er der et godt stikordsregister. Bogen er inspirerende for alle sproginteresserede og sprogbrugere. Dele af bogen kan også anvendes i folkeskolens ældste klasser. Den supplerer en anden aktuel nyudgivelse om samme emne Pygmalion : indføring i almen sprogforståelse af Dittmer og Laursen ganske udmærket.