Bogen er udgivet i anledning af hjuldamperen Hjejlens 150 år jubilæum, hvortil er knyttet en kunstudstilling. Bogen vil kunne læses med udbytte af mennesker med interesse for 1800-tallets danske kunst, for lokalhistorisk interesserede (Silkeborgegnen), fugleelskere og vil kunne nydes som bladrebog og til pluklæsning, idet gengivelserne af malerier, tegninger og anden kunstudfoldelse er af særdeles høj kvalitet.
Bogen indledes med en kort artikel om hjuldamperen, hvorefter den falder i 2 dele. Den første er af ornitologisk karakter og handler om fuglen hjejlen og enkelte andre arter. Det er Steffen Larsens (journalist og redaktør af Midtjyllands Avis) hyldest til fuglelivet i det midtjyske med mange litterære citater og henvisninger. Herefter følger en udstillingskatalog til udstillingen "Det sublime landskab, 1800-tallets malere på Silkeborgegnen" som rummer et stort udvalg af landskabsarbejder af kunstnere i 1800-tallet. Udover at omtale en lang række malere og deres værker er der tale om en landskabs- og lokalhistorisk gennemgang af perioden med de strømninger, der var i tiden og samfundet. Der er værk- og kunstnerfortegnelse. Dette afsnit er skrevet af civilingeniør og forfatter Palle Kousgaard. Bogen slutter med et langt mindre afsnit under overskriften "Nutidskunstnere og Hjejlen".
Bogen rækker med sine temaer noget bredere ud end udstillingskataloger normalt gør.
En kompetent udgivelse, hvor der er kælet for detaljen både når det gælder tekst, layout og billedgengivelse.