Filosofisk og sociologisk bog om at menneskets mest betydningsfulde erfaringer opstår, når vi møder ting, der ikke kan kontrolleres. I og med moderniteten kontinuerligt stræber efter mere og mere kontrol, opstår et skisma. For voksne med filosofisk indsigt og interesse.
Den tyske sociologiprofessor, Hartmut Rosa, beskriver, at de helt store øjeblikke i livet som snevejr, forelskelse, stærke kunstneriske oplevelser, fodboldkampe m.m. alle er karakteriseret ved, at der er et element af noget ukontrollerbart over dem. Samtidig er der i vores moderne verden et enormt fokus på at kontrollere mere og mere af tilværelsen. Efter at have beskrevet teoretiske tanker om "Det ukontrollerbare" gennemgår forfatteren livet fra fødsel til død med fokus på alle de ting, det moderne liv forsøger at kontrollere.
Bogen har mange interessante pointer og giver stof til eftertanke for det moderne menneske. Bogen får læseren til at reflektere og stille spørgsmål til egen livsførelse. Hvis man skal have det fulde udbytte af bogen, skal man kende til flere sociologer og filosoffers tanker. Indimellem er bogen vanskelig tilgængelig i sin skrivestil.
Humanisme og kristendom i europæisk tradition vil være god som baggrundsviden.