Denne bog giver et broget og spændende indtryk af en populær epoke i Nordamerikas historie og vil tiltale mange børn fra ca. 11 år. Den forholdsvis kortfattede tekst tilføjer intet væsentligt nyt sammenlignet med de øvrige tilsvarende bøger om emnet. Det er de talrige, usædvanligt flotte, velvalgte og instruktive illustrationer, både af detaljer og større scenerier, der hæver bogen over gennemsnittet. Der er tale om fotos, plakater, malerier, stik, frimærker, tegninger, (for) små kort m.m., som anskueliggør og supplerer teksten på bedste vis. Bogen spænder meget vidt emnemæssigt på de få sider, og det giver den naturligvis et lidt kalejdoskopisk præg. Der fortælles om naturen og de forskellige mennesker, der befolkede Det vilde Vesten. Læseren præsenteres for indianere, nybyggere, bønder, opdagelsesrejsende, pelsjægere, cowboys, kavalerister, guldgravere, plattenslagere, fredløse, ordenshåndhævere m.fl. Både dramatiske sammenstød og krige og det mere fredelige hverdagsliv beskrives. Endelig får man et indblik i samfærdslen i form af prærieskonnerter, diligencer, floddampere og jernbaner.