Hvad er digital minimalisme? Det er et begreb, en filosofi, som hjælper med at vælge relevante, digitale værktøjer samt hvilken adfærd, man vælger at have med dem. Bogen henvender sig til alle der interesserer sig for personlig udvikling og som gerne vil have kontrol over deres digitale adfærd.
Bogen er i 2 dele og rummer i alt 7 kapitler, hvor 1. del kaldes "Hjørnesten" og 2. del kaldes "Øvelser". Bogens 1. del er en beskrivelse af de mange teknologiske kræfter, der påvirker vores liv, mens 2. dels øvelser er konkrete såsom at slette de sociale medier på telefonen og at bruge sine hænder, fx til et håndværk, hver uge. Begrebet "digital minimalisme" bygger på de samme principper som Marie Kondos oprydningsprincipper. Amerikanske Cal Newport har senest udgivet Arbejd dybt.
Velunderbygget og relevant udgivelse, som taler ind i en samtid, hvor de digitale medier er kommet for at blive. Derfor er bogens fokus at få et mere roligt og nærværende liv med - ikke uden - de digitale medier som en medspiller i livet. Bogen har et lækkert layout, og den er let at læse og tilgå, fx med nemme øvelser. Langt de fleste digitale borgere vil kunne få gavn af bogens gode råd.
Det er en kærkommen udgivelse, da der ikke findes andre om kombinationen af det digitale liv og minimalisme. Bogen Sluk af Imran Rashid satte fokus på teknologiens skadelige effekt på vores mentale sundhed.