Under et delvist nyt navn fortsætter digterduoen F.P. Jac og Asger Schnack med dette sjette opus deres lyriske samarbejde. Et samarbejde der efterhånden har fundet en form så det er næsten umuligt at afgøre, hvor den ene holder op og den anden tager over. Denne gang har samlingen karakter af en litterær danmarksrejse med forkærlighed for de københavnske lokaliteter: Minefeltet i den indre by, Klareboderne, vandringer i Fiolstræde og Nansensgade, samt en afstikker til Det Danske Akademi på Rungstedlund. I andre tekster bevæger duoen sig ud i provinsen med små indlagte kærligt-ironiske portrætter af digterkolleger som de mødte undervejs. Altsammen morsomt og kuriøst for den indforståede og litterært velbevandrede læser, men ikke så meget mere end det. Samlingens tekster er fermt håndværk med masser af sproglige nydannelser og originale billeder: "Vi sidder med det fjerne blik, men tæt ved rytmen,/ findes i gaderne som en absolut gangart af ord" som det programmatisk formuleres i slutdigtet "Til et åbenmundet årti". På den anden side savner man afgørende i digtene mod til at bevæge sig ud over mådeholdet, trygheden og selvbekræftelsen. De er fyldt med ironiske ekkoer og nostalgiske efterklange, men "en fremtidsnøgle" er det svært at få øje på.