Digte og malerier om livets øjeblikke, fra spæd barndom til sen alderdom. Anbefales til læseren, der holder af maleri og poesi, der danner et samlet udtryk.
Henover 6 dele behandles forskellige stadier i livet; barndom, ungdom, voksenliv og alderdom. Der er tale om digte, ofte figurdigte, hvor versene er sat op, så de danner en grafisk figur. Digtene samstilles med malerier, der nærmer sig et impressionistisk og symbolistisk udtryk, alle lavet af forfatteren selv. Det gennemgående digterjeg er et ældre jeg, der ser tilbage på livet. Digtene arbejder med at gribe de øjeblikke, som livet består af, og at gøre disse øjeblikke begribelige, som fx i 'Støvets år': "fortiden er gået nu er det kun fremtiden der på at blive gået / noget er gået men andet er kommet det som er kommet er kommet // for at blive og det der bliver er ikke som det der gik". Der berøres også andre emner som samfund og natur, sorger og glæder.
I forordet skriver Jan Johnsen, at det er hans mål at bevæge læseren, så hun ikke "forbliver følelsesmæssigt uberørt". Det lykkes. Samspillet mellem maleri og digt falder ofte ud til maleriets fordel; malerierne virker klarere end digtene, der af og til bliver en anelse obskure.
For flere digte om alderdom, som ligeledes gør brug af en billedside, anbefales Knud Kramshøjs Elementarier.