Er du til mystiske og smukke digte af surrealismens mester, vil denne bog falde i din smag.
Lorca var del af kredsen omkring de spanske surrealister. I 1929 drog han til New York for at lære engelsk, hvilket dog aldrig lykkedes. I stedet skrev han "Digter i New York", som på poetisk vis behandler storbyens indtryk; digtene er fulde af konkrete billeder fra New York med høje skyskrabere, udbytning, racisme, ensomhed m.m. Alt er præget af håbløshed og rå kapitalisme. Koblet hermed er et symbolsk-abstrakt lag, som giver digtene en surrealistisk mareridtsstemning, som her, hvor der er: "sværme af rasende mønter / der borer sig ind i og fortærer forladte børn (...) der vil hverken komme et paradis eller falmede forelskelser". Et andet sted skrives om børskrakket i 1929. En ildevarslende maske er kommet til byen med "mudder og ildfluer" og "Børsen skal blive til en pyramide af mos (...) Ay, Wall Street!" Andre temaer er kirken og homoseksualitet, fx i "Ode til Walt Whitman".
Smukke, men krævende digte, som er lukkede og næsten afvisende med den hyppige brug af forvandlinger, symboler og tegn. Forordet giver desværre kun en biografisk gennemgang af Lorcas liv.
Digtværket må siges at have præget al senere poesi om New York, religion, homoseksualitet osv. Er udkommet i flere udgaver på dansk. Nærværende udgave har tidligere været trykt som del af García Lorca i udvalg, som indeholder 3/4 af hele Lorcas poetisk produktion.