Grevinde Louise Danners brevveksling med Carl Berling og kronprins/ kong Frederik VII fra 1844-1850 er interessant, fordi den beskriver hende efter afskeden med teatret mellem de to mænd i hendes liv, inden hun i 1850 bliver viet til kongen. Claus Bjørn skriver om Louise Danners politiske betydning, og Lis Petersen om hendes socialpolitiske indsats, som også er grunden til at stiftelserne på Jægerspris og i København har disse valgt at fejre Jægersprisstiftelsens 125-års jubilæum med denne bog. Udgivernes indledning til selve brevsamlingen er en glimrende indgang til grevinden i disse år. Louise Danner er ofte blevet portrætteret, men her tager hun selv ordet gennem sine breve (man kunne nogle gange ønske sig at se det svar, der kom tilbage). Læseren møder en engageret person, der i brevene reflekterer over sit liv og usikre fremtid, og da hun udtrykker sig meget åbent bliver brevene en enestående kilde til hendes liv. Man får indtryk af oprigtig hengivenhed, desperation, lidt krukkeri og dyb kærlighed såvel til Frederik VII som til faderen til hendes barn (Carl Berling). Illustrationerne er meget velvalgte.