LS er årgang 73 og tilhører den yngste generation af publicerende digtere, udklækket fra forfatterskolen, der også tæller bl.a. Lars Frost. Din misbruger er hans 3. digtsamling og i forhold til de to forrige Det mindste paradis, 2000 og Imorgen findes systemerne igen, 2004 er, med et udsagn fra bogen selv, "liniebruddet...ikke længere et problem". Sætninger brydes op på uventede steder, går over i nye eller strander uden ende. Denne konkretisme, der afprøver ordet i sig selv, dets form og lyd, afrevet fra sætningssammenhæng, er blevet mere udpræget hos LS, og gør digtene sprogligt mere udfordrende. Hvor erindring og indadvendt spørgen prægede stoffet i de fint famlende brudstykker af barndom og ungdom i Det mindste paradis, ser teksten i hunkøn nu læseren direkte i ansigtet og sviner ham bogstaveligt talt til. "Du er nem / min søde / drengeven / jeg kan få dig / til at drikke / mens jeg / tisser på dig". Det er som et langt skænderi med en frustreret medafhængig "Du virker så ugæstfri, har du ikke hus nok / til mine neuroser? Skrub af / din spand eller jeg fylder dig / med lort." Arrogant og krybende på én gang. Der er skruet ned for kærligheden og endnu mere op for den politiske stemme, der intoneredes i samling nr. 2. Teksten "Alle destinationer i havet" er at finde på cd'en Andersens drømme. LS er bedre og vredere end før.