Makkerparret Manning og Granström er velkendte fra en lang række bøger for især børn i alderen 2-10 år - både almindelige billedbøger og lettere fagbøger. Her er emnet dinosaurer, men ikke endnu en fagbog om de kære, uddøde væsner. Det er derimod en aktivitetsbog med ideer og skabeloner til i mange forskellige materialer at fremstille ting og sager relateret til dinosauruser. Der kan foldes, klippes, laves kostumer, kreeres panoramaer, laves en ptrosaurus-uro, leges flere forskellige lege, laves dinomad, støbes skeletter, og endelig kan man lære selv at fremstille en velfungerende vulkan for at vise, hvordan dinosaurerne uddøde, eller få vejledning i at lave drejebog til en videofilm om dyrene. Hver idé beskrives på 1-2 side i kort tekst og med farvetegninger i forfatter- og tegnerparrets kendte streg. Udfoldelsesmulighederne er mange, og selve processen ser sjov ud, mens produktet nogle gange bliver lidt tyndbenet. Det gør mindre, hvis ungerne i alderen fra 4-5 år og op til 10-12 år bare hygger sig med de kreative udfoldelser og med at lege godt undervejs, og det vil de dinointeresserede børn i denne alder gøre. Ikke en uomgængelig fagbog, men en hyggelig aktivitetsbog.