Alle kender den folkekære komiker Dirch Passer og vil gribes af skildringen af hans liv bag facaden. Fra 15 år.
Allerede som 30-årig er Dirch Passer hele Danmarks store komiker. Skildringen af hans liv starter i 1955, hvor han sammen med makkeren Kjeld Petersen tager publikum med storm i ABC-revyen med "Tømmerflåden". Sammen nyder det symbiotiske par livet med succes, byture og hurtige damer. Men bag facaden lurer problemerne. Dirch er privat plaget af smerte, usikkerhed, alkohol, afhængigheden af Kjeld og et enormt arbejdspres. Han kan ikke sige nej. Hans drømme om at være seriøs skuespiller i rollen som Lennie i "Mus og mænd" mislykkes. Han er for fastlåst i sin rolle som komiker, og publikum griner. I Glassalen i Tivoli falder han død om på scenen i rollen som Kim Larsen i 1980.
Som kunstnerportræt af et så stort, folkekært ikon vælger Martin Zandvliet modigt at fokusere på det ulykkelige menneske bag facaden. Dermed bliver filmen i modsætning til mange portrætfilm en smertelig tragedie og ikke et glansbillede af en populær og genial kunstner.
Det er en fremragende film, der formår både at være en skildring af et stykke dansk kulturhistorie og et overbevisende og levende kunstnerportræt. Alle kender Dirch Passer, hans utallige film, revynumre og dele af hans historie. Men den bliver for alvor gribende gennem den intense skildring af modsætningen mellem den morsomme Dirch, der med kærlighed og begejstring underholder publikum og den usikre, livsplagede Dirch, der ikke tør gå på scenen.