Djævelens advokat minder i starten om John Grishams Firmaets mand. En ung fremadstræbende advokat lokkes til et stort firma med løfte om dobbelt løn, fri bolig og alskens luksus. I en periode lader han sig rive med, blændet af succes. Men snart bliver han mere skeptisk og forsøger at dykke ned under overfladen. Der skifter romanen, og associerer nu til Rosemarys baby af Ira Levin. Det er et djævelsk spil han er med i, og han bliver udnyttet til det sidste. Udover trækkene fra de to nævnte bøger spiller bl.a. en sag, der ligner Von Bülow-sagen - den med danskamerikaneren, der blev anklaget for at myrde sin rige hustru med en overdosis insulin - en væsentlig rolle. Handlingen lyder banal og uoriginal, men bogen fanger vitterlig en. Jeg læste den i et stræk, først irriteret over den i starten tydelige lighed med Firmaets mand, men blev alligevel grebet og måtte lige ha' slutningen med. Forfatteren kan sit håndværk. Men lige så hurtigt den er læst, lige så spændende den er i øjeblikket, lige så hurtigt er den glemt. Bogen er filmatiseret med bl.a. Al Pacino i en af rollerne.