Debuterede med middelalderromanen Salernos sol, 2000. Denne gang har hun skrevet en medrivende okkult gyser, hvor ægyptisk mytologi, Mozarts Tryllefløjte, frimurernes hemmelige ritualer og livet i nutiden blandes sammen til et helstøbt hele. Den unge musikstuderende Gabriel undersøger en nyopdaget arie af Mozart. Samtidig er han begyndt at komme sammen med Heloise, som er ansat på Glyptoteket, hvor der sker mystiske hændelser i de ægyptiske samlinger. Seth, en ældgammel ægyptiske gud, lader sig genføde i menneskeskikkelse, sat i gang af opførelsen af den forsvundne arie, der indeholder en skæbnesvanger kvint, men samtidig genfødes Isis, han søster og arvefjende, som tager bolig i Heloises skikkelse. Heloise begynder at opføre sig underligt, og forsvinder til Ægypten, hvor hun bliver optaget i en mystisk, oldgammel forskergruppe. Gabriel følger efter, og det samme gør Seth, og i det finale opgør sejrer kærligheden, som den også gør i Tryllefløjten. En underholdende, og sprænglærd roman, der fordrer noget af sin læser, men også giver en masse. En roman, hvor Vedsø Olesen blander fiktion og fakta til en spændende cocktail, og hvor hun formår at få det vinterkolde København og det solsvedne Cairo til at udgøre en perfekt baggrundskulisse for begivenhederne, og de personer der er indfanget i skæbnespillet.