"Den postmodernistiske æstetiker Tarantinos brede, (populær)kulturelle referenceramme har alle dage skinnet igennem i de ledsagende soundtracks. Således også nærværende lydspor, som på fortrinlig vis bekræfter reglen om, at man med sindsro kan forvente en eklektisk, men også både stemnings- og smagfuld omgang, når redaktøren hedder Tarantino".