Filmen henvender sig til fans af svenske krimiserier og specielt til de flittige læsere af Henning Mankells mange krimiromaner.
Et pigekor skal synge til en koncert i Ystad. De bor på en skole op til koncerten, da den 18-årige Miranda Dahno sporløst forsvinder. Hun er før stukket af hjemmefra, så politiet ser umiddelbart ingen grund til at slå alarm. Selv forældrene er ikke bekymrede. Men da politiet finder spor, der kunne tyde på, at hun er blevet bortført, bliver Wallander sat på opgaven. I bedste krimistil undersøger han den forsvundnes omgangskreds. Her finder han frem til personer, som Miranda har kendt i al hemmelighed uden forældrenes viden.
Filmen er instrueret af den svenske instruktør Agneta Fagerström-Olsson, som dog ikke har lavet meget selvom hun startede i 1986. Hun har dog også instrueret Skytten, som er en tidligere Wallander film. Dødsenglen er nummer 22 i serien om Henning Mankells kendte krimifigur Kurt Wallander. Wallander er før blevet spillet af den britiske Kenneth Branagh, men den svenske Krister Henriksson er absolut den fødte Wallander. Desuden er den svenske skuespiller også mere i Mankells ånd, da han selv er svensker.
Filmen kører derudad, og man tror man har gennemskuet plottet, da den pludselig tager nogle mildest talt overraskende drejninger. Det er disse overraskelser, der gør det spændende og opslugende at følge med i tv-serien om Wallander. Et godt gedigent og nutidigt krimidrama, der er ført i den kendte svenske krimi ånd.