Bøger / skønlitteratur / roman

Dødelig løgn


Beskrivelse


Alisons kæreste Will blev for ti år siden dømt for en række mord på kvindelige universitetsstuderende i Dublin. Alison forlod i hast Irland, men vender nu på politiets opfordring tilbage for at tale med Will, for der bliver igen myrdet unge kvinder på samme måde som dengang. Kan Will være uskyldigt dømt?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. juli 2018

af

af

Lone Krøgh

d. 4. juli 2018

Alisons kæreste blev for ti år siden dømt som seriemorder, men var han faktisk skyldig? For læsere af psykologiske thrillere.

Alison og Will mødes som 19-årige på universitetet i Dublin og bliver kærester og uadskillelige. Fem unge kvindelige studerende bliver myrdet og kastet i kanalen, og den sidste var Alisons intrigante bedsteveninde. Ingen kan tro det, da Alisons vidneudsagn og andre beviser peger på den sympatiske Will, som idømmes en livsvarig behandlingsdom. Alison rejser over hals og hoved fra landet og har i de forgange ti år ikke sat sin ben i Irland. Nu huserer der igen en kanalmorder i Dublin, og politiet beder Alison vende tilbage for at tale med Will, for kan han være uskyldigt dømt?.

Synsvinklen ligger hos Alison og til dels Will nu og for ti år siden. Det fungerer ganske effektivt, og som læser venter man spændt på sammenhængen. Til sidst falder det hele på plads med et overraskende og udspekuleret twist. En udmærket og velskrevet psykologisk thriller over middel.

Psykologiske thriller er i høj kurs i disse år, og denne kan sammenlignes og læses på linje med forfattere som fx Fiona Barton, Flynn Berry, A. J. Finn, Erin Kelly og Ruth Ware.