d. 18. dec. 2018
af
af
Birte Thornæs
d. 18. dec. 2018
Maria Lang har i sine senere krimier (denne er fra 86), en tendens til at samle tidl. personer sammen i eet opus. Her er såvel kriminalkommissær Wijk som krimiforfatterinden Almi Graan og denunge Jan, der var detektiv i MLs børnekrimier. Herudover er en masse virkelige og navngivne teaterfolk (ufrivillige?) statister, mens hovedpersonen reelt er Kungliga dramatiska Teatern i Stockholm,Dramaten, der i 88 har 200 års jubilæum. Bogen vrimler med citater fra teaterstykker og guide-agtige opremsninger af lokaliteternes særpræg. Om bogens to dødsfald er selvmord, uheld eller uagtsomtmanddrab, opklares kun via de breve, som de implicerede selv sender frem. På ingen måde ved politiets og Christer Wijks hjælp. Han kunne lige så gerne slet ikke have været der. At kombinere enkrimi og en jubilæumsbog (som ML ser ud til at have prøvet på) er absolut ikke lykkedes; den hele bog virker uinspireret og uden spænding. Det er altid trist, når tidl. fortjenstfulde menneskerikke holder op i tide -det går ud over deres eftermæle. Og det er synd for ML, der engang var god.
d. 30. okt. 1987
af
af
Benni Møller
d. 30. okt. 1987
d. 28. dec. 1987
af
af
Torben Krogh
d. 28. dec. 1987
d. 26. jan. 1988
af
af
Jan Hedegaard
d. 26. jan. 1988
d. 7. dec. 1987
af
af
Vald. Hein
d. 7. dec. 1987
d. 30. okt. 1987
af
af
Poul Wolff
d. 30. okt. 1987
