Spændende roman om skyld og død i 1800-tallets København. Emil Bruhier er på flugt og er som vagt i et nyopført lighus begyndt at udføre en række tvivlsomme gerninger for at kunne sone en grufuld hændelse i fortiden. For læsere af tankevækkende og blodige historiske romaner.
Jesper Romme Fischer er uddannet historiker. Han underviser på Køge Gymnasium og har udgivet fagbogen Blå danmarkshistorier Nærværende udgivelse er hans skønlitterære debut og foregår i slutningen af 1800-tallet. Hjælpedegnen Emil Bruhier er efter tragisk hændelse i sin landsby flygtet til København. Her får han arbejde på et nyopført lighus, som er bygget på et mystisk selskabs forordninger. Bag selskabet står bl.a. en læge, der arbejder på at finde et dødskriterie, og en præst der bedriver nekrofile aktiviteter. Alle har de deres egne motiver og har brug for en håndlanger, der ikke stiller spørgsmål, og her passer Emil perfekt ind. Dybt plaget af skyld, er han overbevist om at alt bliver godt igen, hvis bare han bliver henrettet.
Velskrevet og spændende historisk roman, hvis force er de malende miljøskildringer af et stinkende og beskidt København, hvor døden altid lurer om hjørnet. Der er en del spring i tid, men det er behændigt gjort og forstyrrer ikke flowet.
Miljøskildringen kan minde om den man finder i Lad de små børn komme til mig Tematisk er der ligheder med forfattere som Svend Aage Madsen og Herbjørg Wassmo.