Til dem, der følger serien og andre der er interesserede i makabre krimier med rigtig meget blod.
4. del i serien om kriminalinspektør Hunter. Dette bind begynder da en dødeligt syg patient findes myrdet i sin seng. Umiddelbart virker det brutale mord formålsløst, men Hunter og hans team er sikre på, at morderen har sin egen dagsorden, og at han meget gerne vil fortælle politiet om den, selvom de ikke har lyst til at lytte. Plottet er letgenkendeligt med mange genbrugte elementer fra andre seriemorder-krimier. Bogens klichéfyldte sprog og udpenslede mordscener med spandevis af blod vil ikke tiltale de sarte, men seriens læsere vil få præcis det de efterspørger en spændingsroman, der er hurtigt læst og hurtigt glemt.
Bogen minder mest om en drejebog til tv-serien "Criminal minds", der også har seriemordere som fokus. Carters forfatterskab har flere træk tilfælles med Harlan Coben, der også er glad for det ultravoldelige. Emnemæssigt lægger denne sig op af Jørgen Brekkes Nådens omkreds, der dog er af noget højere kvalitet.
En krimi i den nedre ende af skalaen, der med sit makabre indhold ikke er til de sarte. Tilfører ikke genren noget nyt, men vil givetvis blive læst af Carters faste læsere, der holder af de udpenslede voldsscener og det klichéprægede sprog.