Politikommissær Rolando Benito holder sommerferie og er i gang med at istandsætte det nyerhvervede sommerhus. Han bliver dog hurtigt involveret i efterforskningen af nogle forsvundne fiskere. Det viser sig hurtigt at have forbindelse til den sag, som journalisten Anne Larsen er ved at afdække. For læsere af nordiske krimier.
Rolando Benito har, sammen med familien, købt sommerhus ved Ebeltoft, og de er i fuld gang med at renovere det i deres sommerferie. Under oprydningen finder de en lille trækiste, som viser sig at indeholde billeder, gamle breve og avisudklip om tre fiskere, som forsvandt for fire år siden og aldrig blev fundet. Rolando fatter interesse for indholdet og kigger nærmere det. En ung kvinde findes myrdet i Århus Havn og journalisten Anne Larsen kaster sig over sagen. De to sager viser sig at være forbundne og skjuler hemmeligheder, som ikke tåler dagens lys, og nogen er villige til at slå ihjel for at holde dem skjult.
Rolando Benito er et positivt bekendtskab med sit rolige gemyt og sin grundige tilgang til (krimi)sagerne. Aldrig springer han over, hvor gærdet er lavest, eller overlader det til sine folk at komme i mål med opklaringen, heller ikke selvom han afholder ferie. "Rolando Benito-serien" er anbefalelsesværdig - velskrevet, interessant og med aktuelle temaer.
Lokalkolorit finder man også hos forfattere som Elsebeth Egholm og Inger Wolf, og læsere af Anne Grues krimier vil også føle sig godt underholdt her.