Bøger / skønlitteratur / roman

Dødens tempel


Beskrivelse


Krimi. Poirots veninde, kriminalforfatteren Ariadne Oliver, er ved at forberede en selskabsleg, hvor deltagerne skal opklare en mordgåde, men da hun har på fornemmelsen, at det kan gå galt, hidkalder hun Poirot.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 27. juni 2014

af

af

Anne Grete Jacobsen

d. 27. juni 2014

Til læsere af klassiske engelske krimier, enten for at genlæse en god gammeldags krimi, eller til nye læsere, som ønsker at stifte bekendtskab med krimier, som ikke er voldelige og blodige, og hvor det er "de små grå", som er med til at opklare mordene.

Forlaget Rosekilde & Bahnhof genudgiver klassiske krimier, turen er nu kommet til 3 af Agatha Christies romaner med Hercule Poirot i hovedrollen. I Dødens tempel er Poirots gamle veninde ved at arrangere en selskabsleg, hvor deltagerne skal opklare et mord, og da veninden har en fornemmelse af legen er ved at udvikle sig til at der sker et rigtigt mord, bliver Poirot tilkaldt. I Stumt vidne får den rige enke Arundell besøg af familien, hvor langt vil de gå for at få fat på hendes penge? Og i Solen var vidne nyder Poirot ferien på et luksushotel på den engelske sydkyst, men da en af gæsterne bliver myrdet, må Poirot atter træde til for at opklare mordet.

Krimien Stumt vidne udkom senest i 1990, Solen var vidne senest i 1974 og i 1982 udkom den med titlen Mord i solen. Dødens tempel kom i 1969 og i 1975 for børn med titlen Leg med mord. Der er tale om meget små ændringer i sproget i forhold til de tidligere udgaver, men bøgernes typografi er større og meget mere læservenlig.

3 klassiske engelske kriminalromaner, som nu kommer i nye og mere læsevenlige udgaver, og da vi stadig her læsere til den type krimier, er her en god grund til at købe nye udgaver og kassere de gamle.


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 2018

af

af

C. H. Henriksen

d. 19. dec. 2018

Den uforlignelige Poirot sat tilvægs! Kaldt til hjælp for at forhindre en truende situation i at udvikle sig til en katastrofe, kan han ikke afværge et mord. Fjorten dage senere har han endnu ikke fundet morderen. Tilliden vakler. Så går "de små grå celler" endelig i funktion, og et ualmindeligt snedigt forbryderkomplot afdækkes. Den geniale belgier er blevet lidt gammel. Men han kan stadig kunsten at lytte til folk og drage de rette slutninger ud fra dette og de foreliggende kendsgerninger. Opklaringen af mysteriet om den myrdede spejderpige hører ikke til hans glansnumre, men er dog et solidt stykke arbejde med et vanskeligt problem. Løsningen er nok meget overraskende, men alligevel ikke umulig at finde for "den intelligente læser", et forhold, man ikke er forvænt med i Agatha Christies bøger. Hvis ellers anskaffelse af den veletablerede englænderinde behøver reklameopbakning, kan man kun anbefale bogen til vid udbredelse.