Freelance grafiker Boris. K. Jensen, sympatisk personlighed med hang til maltwhisky, liflige lange dameben, og en musiksmag for "sure mænd i sort med solbriller", hyres mere eller mindre frivilligt som privatdetektiv til en tusse om dagen plus omkostninger i denne velskrevne, humoristiske, satiriske debut i spændingsgenren. Snart udspilles en intrige i et farverigt musikermiljø, med et ligeså vidtspændende persongalleri, om en forsvundet niece, et mord i musikanmelderkredse, og en mystisk forsvundet lydoptagelse af et glemt hippieband. Og som omdrejningspunkt en "learning by doing" amatørdetektiv "ved et tilfælde", det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Ingen tvivl om, at PB henter inspiration i den klassiske amerikanske "sorte" detektivgenre, han kan sin Chandler, Hammett og Turéll, og jeg synes han gør det rigtigt godt, og gør iøvrigt alle de nævnte ære. Og så kender han musikmiljøet så godt, at satiren spidder lystigt. PB kender jeg ellers mest som en dygtig tegner bl.a. af Gasolin-pladecovers, og for den glimrende biografi om vennen Dan Turéll, Superdan. En lettilgængelig spændingsbog, dejlig humoristisk, et flydende sprog i afpasset strøm, en lovende debut, jeg læser gerne igen om Boris, privatdetektiv af dansk nåde.