Endnu en titel i serien Læselyn, som skal tilgodese de (drenge)læsere, som ikke magter større værker og alligevel indholdsmæssigt får noget, der er relevant. Bogen kan bruges til fritidslæsning og læsetræning for børn og unge fra 10 år (4. klasse), samt unge med læseproblemer.
Jonas, der er god til at køre på mountainbike, kører på forbudt område. Her overværer han et mord, og morderne ser ham. Det lykkes ham at undgå at blive fanget og morderne uskadeliggøres. Handlingen er meget kompakt beskrevet og der levnes ikke megen plads til nuancerede personbeskrivelser. Brødteksten suppleres med helsides s/h tegninger, som understøtter handlingen. Sproget er enkelt og ligefremt, så det tilgodeser den urutinerede læser.
Der er syv andre titler i samme serie, som ligger på linje med denne titel. Derudover findes der Læselyst-serien, som dog henvender sig til den ældste gruppe af unge læsesvage.
Handlingen er lidt kompakt beskrevet, men bogen dækker behovet for relevante emner for læsesvage unge.