Ernesto Dalgas, søn af den berømte hedepioner Enrico Dalgas, levede et kort liv som filosofistuderende og forfatter indtil han som 27-årig tog sit eget liv i 1899. Han blev genopdaget som forfatter, da hans to posthumt udgivne hovedværker udkom i nye udgaver i tresserne, Dommedags bog i 1965. Her får vi den så i tekstkritisk udgave med fyldige analyser, noter og andet godt omkring romanen ved Henrik Schouvsbo, der også var medudgiver af andenudgaven, der formentlig vakte en vis opmærksomhed blandt den tids Herman Hesse-fans og beslægtede. Set med dagens briller må den imidlertid betragtes som en noget højstemt affære. Fra Dante har Dalgas taget ideen om en pilgrim, der i sin erkendelsesudvikling bogstaveligt gennemvandrer tre sfærer for til slut at møde Buddha. Hvad inspiration angår er der ikke langt til den patetiske tone i Nietzsches Also sprach Zarathustra. I øvrigt en varieret tekst, hvor prosa veksler med poesi, men en udgivelse, der nok bedst får anvendelse ved første- eller andenhånds udlån til universitetsstuderende og muligvis til Martinus-freaks og andet kosmologisk godtfolk.