I årene siden 1970 har Orla Johansen produceret dels Brecht og Olsen serien, dels tre romaner med samfundskritiske indslag. Det sidste gælder ikke mindst Æret være hans minde med dens angreb på sensationspressen. I Dommeren tager Johansen anmelderen, smagsdommeren, op til kritisk eftersyn. Romanen falder i fire dele med en efterskrift. Den gennemgående figur, Julius Pattern, serveres i fire udgaver som hhv. kunst-, litteratur-, teater- og musikanmelder. Julius er hvergang landets førende på sit område og står foran en større hædersbevisning. I en stille stund før festen småfilosoferer han over en drink eller to, gør status og afslører sig selv som korrupt, selvglad og alt andet end saglig. Efterskriften lader ham gå under i storhedsvanvid. Orla Johansen synes at bære på et voldsomt nag til anmelderstanden. Bogen er ganske unuanceret i sin kritik, og de mange gentagelser virker trættende. Det subtile har aldrig været hans sag. Hans faste publikum vil føle sig snydt, ogbibliotekerne behøver ikke nødvendigvis anskaffe bogen.