Dompap

Prosalyrisk værk om X, der går ud for at jage piger. Til læsere af eksperimenterende litteratur, der strækker sprogets grænser.

Fortælling i ni (IX) dele om , der vandrer ud for bl.a. at kigge på kvinder. Til sidst vender hjem, og fortællingen ender som en sluttet ring. Her hører det ordnede så også op. Det genkendelige tager sig anderledes ud i det eksperimenterende sprog, som her i de indledende linjer: "Vinter består af stammen, af brud, af der styrer uden om øer af splintret kamille på sin vej gennem byen, af de skemaer der er lagt (…)". Det brudte og ituslåede er med hele vejen, hvor det iagttagede ofte tager sig forfærdeligt ud: "Nattens forvredne og tilfældigt opbyggede ansigter (...) munde der er øjne og øjne der er næser og næser der er tandkød krænget om i nakken (...)". I pressematerialet hedder det: "Dompap kan siges at være et mere legende, kald det fjollet, til tider udpræget nonsensialt svar til forfatterens bogdebut, (…)".

Heftig læseoplevelse! Det brudte og ituslåede holdes i balance af et sprogligt mønster, der synes at ligge bag det hele: farver, dufte, skemaer, årstider. De russiske formalister opfandt begrebet "mærkeliggørelse" (ostranenie) til at beskrive mærkelig kunst, der giver læseren / seeren nye perspektiver på det kendte. Noget lignende er på spil her.

Det er oplagt at pege på Rudolf Broby-Johansens Blod fra 1922.

Læs hele vurderingen