Dråbetårne : digte

Landskabet, vejrliget, dyrene og planterne er til stede overalt i Erik Helgers nye digte. Det gælder både på mikroplanet, hvor en synkende regndråbe i et kort øjeblik samler lyset som en prisme, og på det store, kosmiske plan når 80 millioner træer blæses omkuld af trykbølgen fra en faldende meteor. Der er langt fra romantikkens og symbolismens natursværmerier til EH's nøgterne og lavmælte digte der kombinerer fænomenologisk sensibilitet med næsten leksikal saglighed når det gælder de biologiske og geologiske realiteter. Her er ingen selviscenesættende beskrivelse af den dræende rug, men en nøgtern registrering af hvad det er der sker: "Det vil sige akset/ trådte frem mellem bladene/ og avnerne spærredes til side./ Skæl svulmede op/ og trådene forlængede sig/ på få minutter./ Frithængende knapper/ afgav støvet/ der bredte sig som insektsværme:/ rugen dræede." Jeget og kulturen fylder meget lidt i EH's univers, men indirekte får digtene dog også et tidskritisk aspekt som kritikken af en civilisation der kun "vil være en henvisning til sig selv" og lader hånt om jordrytmer og sårbare økosystemer. Trods enkelheden og sagligheden er digtene komplicerede i kraft af deres personlige billedsprog og forskydninger mellem forskellige planer og betydningssfærer. Her er ingen hurtige pointer og nemme konklusioner, men til gengæld en naturlyrik som ikke ligner ret meget af hvad der ellers skrives i øjeblikket.

Læs hele vurderingen