Cd-rom. Hvidløgsslim forgifter! I sin jagt på det evige liv angriber Dr. Livslyst Grev Draculas slot og kidnapper ham. Heldigvis når grevens tvillinger Drac og Dracana at undslippe, og spillet er bygget op om deres farlige og spændende tur gennem ca. 40 baner, til de når til Livslyst's fabrik og får sat en stopper for produktionen og befrier deres far. Turen går gennem 4 kapitler med hver 10 afsnit, og i hvert afsnit skal de samle MP'ere - magipoint - som bl.a. giver mulighed for at bruge våben. De piler derudaf, de hopper over sten og op på murblokke. De finder nøgler til portene, slår fjender ned, flytter kasser og får igennem banerne større og større våben. Farerne lurer. Kæmperobotter spærrer vejen, spidse syle skyder op af jorden og store hamre slår hårdt ned. De 3 liv, som tvillingerne er udstyret med, skal forsvares med præcision. Den grafiske tegneseriestil i 3D passer fantastisk godt til universet. Selv loading er en oplevelse med to kranier i hver sin ende af en grov kæde, der bliver rød. Lydniveauet kan tilpasses og styremekanismerne, der er gemt i tastaturet, kan man selv bestemme, hvor skal lægges. Der er ikke den store fornyelse i mulighederne fra bane til bane, men med spændingen og den flotte grafik glemmer man det meget let og bliver fuldstændig opslugt af gameplayet. Det skete både for mine tre medannmeldere og mig. Pegi på 7+ er overdrevet. Spillet er rimelig enkelt at gå til, og der er ingen grund til at frygte, at børn fra 5 år bliver bange for indholdet. Det svenske firma Legendo har virkelig skabt endnu et spændende og udfordrende spil for både små og store. Multisproget inkluderet dansk.