Tekstforfatteren Corteggiani og tegneren Blanc-Dumont har i deres samarbejde omkring Blueberry formået at komme tæt på den streg og stemning, som var fremherskende, da Blueberry blev lavet af det legendariske par Charlier og Giraud. Handlingen er intrigefyldt og en smule kompliceret. Løjtnant Blueberry skal forhindre et attentat på daværende præsident Lincoln, og det lykkes ham også i første omgang. Men i den sidste ende lykkes dog morderens attentat på Lincoln. Læseren kommer ikke rigtigt om bag Blueberrys følelsesliv. Han forbliver et mysterium: En macho-agtig westernhelt a la Clint Eastwood. Tegningerne er gode med flotte landskabspanoramaer og udtryksfulde figurer. Der leges meget med vekslende billedformater med særlig forkærlighed for aflange horisontale og vertikale billedrammer. Sammen med den meget anvendte zoom-teknik giver dette en afvekslende og underholdende billedlæsning. Farvelægningen er god og stemningsskabende. Godt westernalbum for børnebibliotekets ældste lånere samt voksne.