Playstation 3. Rollespil i en åben verden fra japanske Capcom, kraftigt inspireret af spil fra Vesten, især den grafiske indpakning. Resultatet er et rollespil, der formår at være anderledes end andre på markedet lige for tiden og det i en tid, hvor der udgives rigtig mange rollespil til konsollerne. PEGI: 18 med ikon for vold og en målgruppe fra 15 år, da det til tider er ret svært.
En drage plager din egn og angriber din landsby. Du formår at skade dragen og den spiser dit hjerte, men du dør ikke og begiver dig nu ud på eventyr som "Arisen" for at finde ud af, hvad der sker med dig. I løbet af spillet får du selskab af "Pawns", krigere du kan tage med dig, så du kan få hjælp af op til tre med andre skills end dig selv. Grafikken er en blandet affære med områder hvor omgivelserne og specielt personerne er kedelige og pludselig ændrer det hele sig. Flere af monstrene er meget flotte. Historien og personerne er mest præget af Japan, men også kampene er anderledes end lignende rollespil. Lydsiden er for det meste en tam omgang især udtalelserne fra dine "Pawns" mens kampene og udforskningen er essensen af spillet.
Det knapt så vellykkede White knight chronicles er et lignende spil men "Final fantasy"-serien har også hentet inspiration fra Vesten, dog ikke helt så meget som Dragon's dogma, der minder om Kingdoms of Amalur - reckoning og rollespil, der udspiller sig i en middelalder-verden med drager og andre fantastiske væsner.
Et godt men til tider forvirrende rollespil, som kan frustrere især i starten men som tør at være anderledes og det virker.